Ligner servere normalt deres ejere?

Jeg har to servere. Eller rettere, vi – Lenka og Lenka – har to servere (ikke at forveksle med serbere). De hedder Lucy og Umbra, opkaldt efter lys og skygge.

Oprindeligt havde jeg kun Lucy og Lucy havde ikke engang noget navn. Hun – eller det var nok snarere en den – var der bare. Og der kørte primært morsverden.dk – og så mine 21 andre domæner, som dog stort set alle var mindre væsentlige i den forbindelse. Men morsverden.dk – det skal køre, for ellers har jeg 200 kvinder på nakken.

Så der hyggede Lucy uden navn sig fint og alle var glade. Indtil Lenka (hende den anden) forsøgte at installere Zend Guard Optimizer for at få en app til at køre og endte i stedet for med at reinstallere hele sin apache-opsætning med en Zend server.

Det siger måske ikke så meget sådan lige nu og her, men lad os bare underdrive og sige at jeg var pænt desperat da jeg fandt ud af at ingen af mine sider virkede og at der i stedet dukkede en fin side med noget “welcome to zend server”. I desperation forsøgte jeg at redde verden, men efter et par timers koldsved og tiggen universet om hjælp måtte jeg ty til hjælp hos en af mine nørdvenner, som reinstallerede apache og fiksede verden for mig. Han var den dag den ultimative helt, og jeg skylder ham stadig en hulens masse øl (den ene er gemt et sted derhjemme – indtil videre har husaben ikke fundet den, men det er ikke til at vide hvor længe det varer).

Fra den dag besluttede jeg at det nok ville være en god idé at have en ekstra server jeg kunne rode med, uden at rode direkte på den server hvor det vigtige kørte. En live- og en testserver (mine fingre VIL skrive serber). Derudover viste det sig at jeg skulle reinstallere serveren for at kunne få support af hosteurope, da min installation af Zend serveren vist havde halvt afinstalleret deres plesk-halløj, som jeg alligevel ikke brugte, men nu var systemet ustabilt. Eller noget og det der.

Det varede ikke længe før Umbra kom til. Umbra havde så heller ikke noget navn, men med to servere synes jeg næsten ikke at jeg kunne være bekendt ikke at døbe dem noget. Jovist, de havde da en IP adresse hver, ligesom vi andre har et cpr-nummer, men det er jo ikke “hyggeligt”. Og hvis der er noget serveradministration skal være, så er det da “hyggeligt”, ikke sandt?

Derfor: Lucy skulle være live-server og Umbra skulle være test-server. Lys og skygge. At det så ikke helt blev sådan er en helt anden historie, som jeg måske eller måske ikke vender tilbage til.

Men det bringer mig til hovedspørgsmålet: minder servere mon generelt lidt om deres ejere? Lidt ligesom hunde? Eller er det bare her? Jeg tror at Lucy er Lenkas og Umbra er Lenkas. Lys og skygge, som så naturligvis ikke helt er det når det kommer til stykket. De er jo heller ikke så gamle endnu, og lidt ligesom legesyge hundehvalpe roder de lidt rundt og jagter hinandens hale. En dag skal de nok blive trofaste vagthunde, der kender deres plads (hvis de får en ny ejer måske).