Så er det snart nisseparringstid!

Det lyder frækt – og det er det næsten også. De sidste 4 (eller 5?) år har vi leget nisseleg på morsverden, hvor hver frivillig tilmeldte movinde fik tildelt en hemmelig nisse engang i løbet af november. Reglen har hvert år været at det har været 100% op til en selv hvor meget man ville lægge i legen, eneste krav var at den man nissede senest til juleaften skulle sidde have modtaget en gave fra nissen.

Det var ikke min idé med nisselegen, og første år foregik da også helt manuelt, opstartet og bestyret af Claras_mor. Eller også var det de første to år? Men så besluttede jeg at alt det sorteringsarbejde og manuel parring af nisser da kunne gøres automatisk og randomisret. Og sådan har det kørt de seneste 3 år.

I år er det atter tid, og jeg overvejer om der evt. skal være en ekstra mulighed for at angive et ønske om prisniveau samt ambisionsniveau som evt. kan forsøge at blive matchet ved tilmeldingen. Så jeg starter lige med at lure stemningen for dette.

Ellers bliver det the usual: man tilmelder sig inden en deadline (typisk en uge til medio/slut november). Efter tilmeldingsdagen kører jeg et random script jeg har lavet til formålet. Denne sørger for at alle får tildelt en nisse, som er en anden end dem selv.

Der er ikke noget tjek på om man har haft nissen før (de andre år).
Der er ikke noget tjek for at den man nisser ikke også kan være den man bliver nisset af.

Sidstnævnte overvejer jeg om skal laves om, men på den anden side gør det vel ikke overraskelsen mindre. Det er sket et par gange at to brugere har nisset hinanden – men det ved man jo alligevel ikke før til sidst, og jeg synes ikke at det ødelægger noget for legen for de involverede.

Jeg lader forventningsafstemningen køre i løbet af i dag og sætter tilmeldingen op senest i morgen.