Seneste morsverden-logs

 

Mors Verden

Dengang jeg var lille … 

Morsverden.dk er min første digitale baby. Et lille hyggeprojekt som startede i 2003 som en lille interaktiv oversigtsliste (babylisten) for nybagte mødre der skrev sammen på netdoktor.dk. På listen kunne man skrive stamdata på sine nyfødte børn på, så man kunne følge med i hvem der havde fået hvad og hvad størrelse. Den hed dengang babylisten.dk. Senere blev listen udvidet med flere data, som løbende vægt/mål, motoriske milepæle og datoer for tænder og der kom lidt statstik på. Og så kom der naturligvis et debatforum eller to og det voksede sig større … og større … indtil det i 2008 blev stabiliseret ved at jeg indførte betalingsabonnementer for medlemmerne. I 2004 havde det desuden skiftet navn fra babylisten.dk til morsverden.dk.

Og nu?

Siden da har morsverden.dk primært været et lille lukket land for de mødre der i forvejen var aktive på sitet. Alle nye er naturligvis stadig meget velkomne, men det kan være svært at blive fanget, da forummet er så lukket som det er. Kun en lille del er åben og ved registrering skal du stadig skrive et præsentationsindlæg eller lignende for at få adgang til mere. Og derefter skal du være mere aktiv skrivende og have skrevet 25 indlæg før du kan få noget ud af at købe et abonnement. Men SÅ er der også adgang til alt – eller nå nej, så kommer der mere og mere fortrolige fora efter antallet af indlæg du skriver – så man skal gøre sig fortjent :) – og så er der de mange private netværk. Oprettet og styret af brugerne selv.

Sidens forside hamler slet ikke op med alt det der foregår inde på siden, når først man er inde. Og de ca. 1500 indlæg der dagligt bliver skrevet af medlemmerne. Det skal der laves om på (sagde hun også i går … og for 2 år siden faktisk).

Der foregår primært selvstyre på forummet, jeg blander mig mindst muligt. Vi har haft vores kampe og konflikter og maaaange laaaange tråde, som jeg ikke vil komme ind på her, men det kører godt lige pt.

… når jeg bliver stor

Grunden til at dette site står på listen over mine nuværende projekter er at jeg fortsat arbejder på siden, på trods af at det udadtil måske virker “stille”. De to servere (Lucy og Umbra) jeg adgang til skyldes bl.a. også primært mit morsverden-site og den udvikling der hører til (indrømmet … jeg kunne godt nøjes med en server). Pt har jeg en stor kamp med test af opgradering af software, som efterhånden er meget, meget forældet. Skriver i loggen senere.

morsverden.dk